SOS
Til minde om Jørn Jespersgaard

Vi mødte Jørn for første gang i 2004. Et sammenfald af tilfældigheder gjorde at Jørn og hans famlie bosatte sig i Bedsted, hvor også Niels Ove bor. I samme periode valgte vores daværende bassist Jørgen Nielsen at stoppe i orkestret. Niels Ove får formidlet en kontakt til Jørn og vi får bestemt at mødes til en øveaften. Jørn fortalte senere at han var meget nervøs for aftenen, selvfølgelig uden grund, han tog os med storm. Jørn's og vores kemi var bare perfekt.
Niels Ove, Jerry og mig selv sagde tit til hinanden om det kunne passe, at så fantastisk dygtig bassist var landet midt i Thy sådan uden videre, der måtte være en dybere mening med det hele.

Jørn gav os et los bagi, rent musikalsk. Han var lige det vi manglede til at komme et skridt videre.
Hans positive og meget seriøse indgang til musikken smittede af på os alle, så det var en fornøjelse. Øve, hygge og bare fyre den af. Jørn's pumpende og rockende bas smittede af på os andre og jeg tror at vi alle voksede med opgaverne, som blev flere og flere. Jørn havde lidt svært ved at forstå os i starten og syntes at vi var lidt underlige, men som årene gik fik vi et fantastisk og sammentømret venskab. Jørn blev mere og mere midtpunktet og samlingspunktet i orkestret. Jørn styrede lyden når vi var ude på job og stod for reparationerne på anlægget, fordi han elskede det og fordi det lå ham i blodet. Jørn's energi og udstråling på scenen gjorde at ingen kunne undgå at blive inspireret og betaget af ham. Når vi var ude på jobs, var det Jørn folk ville tale med, hans karisma og altid smittende humør gjorde ham meget populær, og han tog sig altid god tid til folk. Sådan var Jørn.

Årene 04, 05, og 06 steg vore aktiviteter i orkestret betydeligt med Jørn som den store drivkraft. Vi fik utallige skønne og uforglemmelige oplevelser sammen med Jørn, både på scenen og udenfor, dem tager vi med os videre i vores færden.

Året 2007 blev vort travleste år med S.O.S. Med Jørn som en særdeles aktiv person .Ringede man til Jørn og sagde at et nyt job var på vej sagde han altid; det er da fedt, Jørn ville spille hele tiden, han brændte for musikken og livet der fulgte med.

Når vi spurgte til Jørn's helbred, fik vi altid det samme svar; det går skidegodt du !

Torsdag d. 26 juli skulle vi spille til Vilsund Marked, den sidste aften ud af tre. Jørn var glad og tilpas, der var mange mennesker og vi fyrede den bare fuldstændig af. Efter koncerten blev Jørn dårlig og blev i al hast kørt på Thisted sygehus, hvor han desværre natten til d. 27 Juli 2007 døde af en blodprop i hjertet.

Vi vil aldrig glemme Jørn, han vil altid være i vore hjerter og vil altid være en del af S.O.S.

Æret være Jørn's Minde.


Her er alle hilsner som vi har modtaget:
Du er velkommen til at skrive en hilsen til Jørn her

Skrevet af: Michael Jylland, 28/7 2007, 23:43
"Jørn er død!!!" - Jeg kunne dårligt fatte det da jeg hørte det. Det kan jeg stadig ikke helt.
Jeg har selv haft den store ære og glæde, at spille med Jørn mens han boede på Fyn, og udover dét var han også min meget gode ven.
Vi sås desværre kke så tit som jeg gerne ville. Selv om Danmrk er et lille land, er det stort nok, når man skal se hinanden på tværs af landsdelene, og jeg troede jo, som alle andre der kendte Jørn sikkert har gjort, at jeg havde tid nok.

Jørn vil for evigt stå i mit hjerte en helt speciel mand, som jeg er stolt over at have kunnet kalde min ven, men nu er lyset slukket, og jeg tænker på alle de gode timer vi har haft sammen.

Også en stor varm tanke til hans familie, og også til jer, som også må lide under tabet...

Jeg kan desværre ikke deltage i hans bisættelse, da jeg har en festival, som jeg selv har arrangeret, netop dén dag, men jeg er med i tankerne...
Æret være Jørns minde - Og må hans minde leve evigt...

Michael Jylland


Skrevet af: Annika Larsen, 29/7 2007, 11:45
Hej Frank, Niels Ove og Frank.


Tak for den pæne måde i omtaler Jørn på.

Jeg er stolt over at han var min svoger, den bedste man kunne tænke sig. Han har altid været der for mig. Han efterlader et uhyggeligt tomrum.

Hvil i fred, min ven...

                Annika.


Skrevet af: Achena, 29/7 2007, 14:32
tak for jeres pæne måde, at omtale min morbror Jørn på..
Det gør mig meget ondt på hans børns vegne, min mors og mormors.. så det var en glæde, at se jeres forside.. Tak..

MVH Achena


Skrevet af: Laila Jespersgaard, 29/7 2007, 18:26
Der er blevet helt stille omkring min bror Jørn, musikken er blevet helt tyst, han kan ikke spille mere. Han er ikke mere hos os i den levende verden, han er død. Jeg sidder og ønsker at bare vi kunne leve livet om, så ville alt være anderledes, der er så meget vi ikke har fået sagt og gjort.
Jeg er glad for at han havde så gode venner at spille sammen med, han var lykkelig til det sidste i musikkens verden.
Tak for den pæne omtale på Jeres forside af min bror, jeg ved at han vil være savnet af mange.

Et hjerte holdt op med at banke
To flittige hænder fik ro.
En frodig og levende ranke
holdt pludselig op med at gro
Jeg ville ønske dit hjerte ville begynde at banke
så vi kunne snakke sammen vi to.

Knus til alle Jørn`s venner fra hans søster Laila.







Skrevet af: Ejvind og Bettina Alstrup, 30/7 2007, 11:44
Vi havde den glæde og kæmpe oplevelse at høre S-O-S på Vildsundmarked onsdag aften d.25/7.En aften vi aldrig glemmer. Desværre fik vi en frygtelig trist nyhed da vi hørte at jeres gode ven og bassist var død. Vi tænker på jer der havde Jørn som jeres gode ven og på jer der havde ham i familien.
En stjerne er slukket på jorden, men vil lyse til os alle på himlen.
Ære Være JØRN´s Minde.
 
  Hilsen fra
  Viorel, Cristian, Ejvind og Bettina.


Skrevet af: Ditte Mankof, 30/7 2007, 14:40
Min far er gået bort.. i en al for tidlig alder.. Sidder nu med et tomrum, et stort sort et af slagsen, der er så meget som ikke blev afviklet mellem os, så mange usagte ord, som burde være kommet, men livet er uforudsigeligt og ingen af os havde regnet med at han tog af sted så tidligt.. Det er svært at forstå..
Jeg har for sidste gang strøget ham over kinden, skubbet hans hår til side og givet et knus – forstår ikke at han er væk for altid.. Jeg ventede næsten på, at han ville slå øjnene op, og vi kunne få taget den snak, som vi aldrig har fået, fordi vi begge er så forbandede stædige og stolte.

Jeg kan kun glæde mig over, at han var mere end lykkelig den sidste aften her på jorden, at I fik givet den gas på scenen og lod ham være den rockstjerne, som han vidst altid drømte om at blive. Jeg er glad for at han havde Jer og at I fik bragt så meget glæde ind i hans sidste aften.

Han levede for musikken og nu må musikken leve uden ham..
Giv det tid og giv den så gas igen – det ville være i hans ånd.

Jeg sætter stor pris på Jeres flotte ord på forsiden og det minde I giver ham..


Lad hans minde leve

Hans datter, Ditte


Skrevet af: sanne, 31/7 2007, 23:31
Det er ikke fair . vi ville så meget sammen vi fik ikke lov et smuk og umikt menneske jeg er taknemlig for at jeg fik lov til at møde ham og hans kammerater i hand verden du er min stjerne min skat knus din sanne


Skrevet af: Martin, 1/8 2007, 12:59
R.I.P Jørn
du var en god basist


Skrevet af: Brian Stoffersen, 2/8 2007, 20:15
Jeg blev ked af at høre at Jørn er død alt for tidligt. Jørn var min fætter og selvom jeg ikke kendte ham så godt gjorde han et stort indtryk på mig i en ung alder.
Da jeg var ca.12 år og Jørn omkring de 30 boede han en overgang hos mine forældre sammen med sin datter Kimi og deres hund der vistnok hed Simba.Jeg husker især, at han var utrolig god til at tale med os børn, altid med stor interesse og på ligeværdig fod uanset alder.
Jørn var dengang meget interesseret i tog og jeg kan huske, at han tog mig med på lange køreture for at se på nedlagte stationer og banestrækninger.Det var jo også meget spændende for et barn at se en voksen have interesse i den slags ting.
Så var der jo musikken som også dengang var meget vigtigt for Jørn. Hans band hed dengang "Free Wheelin" og de lavede ihvertfald en enkelt plade som vi børn fik på kassettebånd - tænk at være i familie med en rockstjerne!! Det var ihvertfald også medvirkende til at fremme en tolvårig drengs interesse for musik - desværre lærte jeg aldrig selv at spille, men musikinteressen er der stadig.
Siden har jeg kun sjældent set og talt med Jørn, men da jeg så hjemmesiden her synes jeg det ville være på sin plads at fortælle lidt om Jørn som jeg husker ham - selv en kort periode betød meget for mig - så jeg tror at Jørn må have betydet meget for alle der kendte ham - både for dem der som jeg kun kendte ham lidt og især for dem der kendte ham gennem hele livet.

ÆRET VÆRE HANS MINDE   


Skrevet af: Claus, 2/8 2007, 22:08
En mand der vil blive husket


Skrevet af: Anita Bro, 3/8 2007, 01:38
Fætter Jørn er død - troede først at jeg netop havde hørt en `ondsindet historie`, men langsomt gik det op for mig at det var sandt ...og hvor vil jeg ønske at tiden kunne skrues tilbage - at hans død kunne være forhindret.

I en periode var jeg i udlandet, hvor Jørn og jeg skrev sammen om `alt mellem himmel og jord` - disse brevudvekslinger ved jeg, at vi begge var meget glade for.
Også jeg har Jørns LP fra `Free Weeling`. I familien vidste vi at musikken var Jørns hjerteblod. Jeg respekterer og beundre Jørn for at han turde fravælge `det sikre` - at gå mod strømmen - at han fulgte sit hjerte.
Når Jørn spillede var han som en `fisk i vand` - hvor Jørn var fisken og musikken vandet!

Jørn havde en utrolig udstråling: han mødte folk ligeværdigt. Han var en varm og indlevende person - og så havde han en fantastisk humor. Selvom vi ikke så hinanden så ofte, var kemien der bare med det samme.

Mange følelser `raser` i mig...jeg er utrolig ked af at Jørn ikke er `iblandt os` mere. Men også meget ked af at det ikke har været mig muligt, at få frihed til at være tilstede ved Jørns bisættelse - mit hjerte og mine tanker vil være med.

En kærlig hilsen, i denne svære tid, til alle jer der holdt af Jørn.
*Ære være Jørns minde!


Skrevet af: Jørgen Hein Jørgensen, 3/8 2007, 14:24
Jørn er død i alt for tidligt en alder.
Det er mærkeligt at få et stort knus af ham onsdag nat og så er han væk den næste.
Jeg har få gange haft fornøjelsen af, at være i hans selskab - både privat og ikke mindst de gange, hvor vi har spillet over for hinanden til Vildsund marked.
Jeg tror ikke der er nogen der er i tvivl om, at hans store lidenskab var musik.
Han var et meget positivt menneske, med et altid smittende godt humør.
Der var ikke skyggen af ondt skabt i ham og han ønskede altid det bedste for hans omgivelser.

Ære være Jørns minde.


Skrevet af: Erik Rene Nielsen, 3/8 2007, 22:01
Nedenstående var mine ord til Jørn ved hans bisættelse d. 3 august 2007

Jeg er her i dag for at tage afsked med dig og vidne om vort fælles musikalske liv, og det du gav i et 25 år langt kammeratskab, hvor jeg aldrig hørte et ondt ord fra dig. Sidst jeg så dig var for 3 uger siden, da vi efter et job i Agger, satte dig af hjemme i Bedsted. At du tænkte på mig, da SOS for et par aftener havde brug for en afløser på guitaren, er jeg meget taknemmelig for. At stå ved siden af dig igen, som i gamle dage og suge af den energi du udstrålede på scenen, var et privilegium som det trøster mig at have nydt.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med dig var i slutningen 81 – måske starten af 82 -  det kan jeg ikke huske. Du havde en annonce i avisen. Bassist søger band – genre Jimi Hendrix, Cream. Jeg ringede straks, da vort band manglede en bassist. Vi aftalte at mødes og prøve om det var noget.
Aldrig har jeg set så mange Marshall kabinetter og forstærkere i så lille en bil. Her var en bassist som allerede inden han havde spillet den første tone udstrålede rå power. Vi var hurtigt overbevist. Du var bandets nye bassist.

Vi havde store musikalske drømme – vi ville erobre verden, og der var ikke langt fra tanke til handling. Snart havde vi købt et hus sammen, og skabt et musikalsk bofællesskab ca. 5 måneder efter vi havde set hinanden første gang. Du på understøttelse og jeg på bistand – sådan skulle og kunne det gøres dengang. Man kan ikke både arbejde og skabe stor kunst var vores enkle, men syntes vi selv, smukke tilgang til det at komponere.

Man kan ikke erobre verden uden en LP – det mente jeg i hvert fald, og typisk for dig Jørn, så var skepsis og sortsyn overfor mine luftige ideer nærmest ikke eksisterende. Du gavnede det kreative miljø! Vi lavede en hel LP plade med egne sange og betalte dyre lærepenge, men det afholdt os ikke fra at lave plade nr. 2.

Efter et par år bankede virkeligheden på. Jeg måtte meddele, at jeg var nødt til at flytte for at få uddannelse. Jeg havde frygtet sure miner, da vi jo havde fælles terminer at betale, men meget typisk for din måde at være på, så accepterede du situationen, og vi kom ud af de fælles forpligtigelser på en ordentlig måde og med vort nære venskab i behold.

Spille sammen blev vi ved med. 13 år on and off blev det til i Freewheelin inden vi alle sammen fik andre musikalske interesser. Men vi ringede stadigvæk til hinanden eller besøgte hinanden for at høre om hvorvidt verden var blevet erobret.

2002 eller 3. Vi prøver igen og endte i et studie og lavede 3 sange og fik et band op at køre. Men Vestfyn var for trangt, og en gammel drøm skulle realiseres. Bedsted blev den nye bopæl, og der gik ikke lang tid, førend du kunne fortælle i telefonen, at du var blevet bassist i SOS.
Det kom til at betyde mere og mere for dig, at du havde bandet, og at du kunne komme ud og spille. Selv da du blev ramt af sygdom, kunne det ikke stoppe dig. Jeg spurgte flere gange til om helbredet kunne holde? ”Ork ja, det går fint” var svaret, og jeg fik en klar fornemmelse af, at du levede som du havde lyst til, nemlig for at bruge livet til noget. Jeg har aldrig oplevet at du i hændervridende mismod har sat dig ned og været tilskuer til livet. Heller ikke i tider med modgang og svære beslutninger. Du så altid fremad og havde en fabelagtig evne til at fokusere på mulighederne her i livet. På scenen var du et kraftværk og det til det sidste..
    Der er blevet en tendens i tiden at skulle gøre et menneskelivs kvalitet op i længden af selve livet. Denne kolde, teknokratiske og kvantitative tilgang, hvormed nogen opregner værdien af et menneskes liv, ville du nok have været, diplomatisk sagt, meget uenig i. Og hvem er de egentlig, de, der er så kloge at de ved hvorledes andre bedst lever? Jeg synes det var for tidligt at du skulle herfra, og jeg synes det er synd for mig, at du ikke er her længere. Men skulle du, Jørn Jespersgaard, have sat dig i en stol og kedet dig i mange år frem, for at jeg skulle kunne sige goddag til dig ved lejlighed?  Skulle du være der, for at jeg kunne have dig at glædes over, uden du selv udrettede noget? Det er måske svært for os der er her i dag, midt i vores sorg og savn, at se mening i dette, men det var dit liv og du tog det på dig og brugte det til at lyse klart, gennem musikken at sprede glæde og inspiration samt være et positivt og godt menneske.

Derved blev du et eksempel for os alle.

Vi må netop i din ånd kaste det egoistiske, selvcentrerede og selvmedlidende savn bort. Du er dybt og inderligt savnet – men vores opgave er, i din ånd, fortsat at møde livets udfordringer med optimisme og ukuelig tro på, at det vi arbejder for eller på kan lykkes.

Jørn Jespersgaard
Tak for musikken – de sange vi lavede sammen og dit venskab.




Skrevet af: Tove Stoffersen, 4/8 2007, 16:31
Jørn var også min fætter... med stor aldersforskel, jeg tror jeg har mødt ham en gang. Han må alligevel have gjort et godt indtryk, jeg husker tydeligt at han besøgte mine forældre.. Husker det var spændende, jeg kendte ikke andre voksne mænd med langt hår og guitar, tror ikke jeg har været mere end 6 år.
Siden tror jeg måske jeg har mødt ham en enkelt gang, men hvor var det dejligt at læse i gæstebogen, jeg kom lidt tættere på også som voksen.

Sov Sødt Fætter Jørn
Din Kusine Tove


Skrevet af: Frank Alstrup, 8/8 2007, 11:56
Dette var S.O.S’ ord til Jørn ved hans bisættelse den 3. august 2007:

Vi er samlet her i dag, for at tage afsked med vores gode ven og bassist Jørn Jespergaard, som alt for tidligt blev revet væk fra os. Vores tanker går nu til Jørns familie – de har lidt et stort tab.


Vi nåede desværre kun at kende Jørn i godt 3 år, efter et sammenfald af tilfældigheder bragte os sammen. Det blev 3 spændende og hektiske år med mange rigtig gode oplevelser.

Jørn blev hurtigt et naturligt midtpunkt for orkesteret, og var til stor musikalsk inspiration for os alle. Derudover var han en utrolig glad og hjælpsom person. Med sin enorme drivkraft og karisma fascinerede han publikum, hver eneste gang vi spillede. I kraft af dette fik Jørn mange bekendtskaber, og han kunne tale med alle.

Når Jørn stod – eller rettere sagt løb rundt på scenen med sin bas, var han jordens lykkeligste mand. Han var perfektionist med sit spil og kompromisløs over for sig selv. Intet og ingen kunne sætte begrænsninger for Jørns høje aktivitetsniveau.

Jørn efterlader et stort tomrum i vores verden, både på scenen og som vores gode ven. Samtidigt efterlader han nogle fantastiske minder, som vi vil tage med os.

TAK FOR ALT.
S.O.S

Herefter spillede og sang Niels Ove ét af Jørns yndlingsnumre: Sunshine of your love


Skrevet af: Soprano, 10/8 2007, 03:07
Det er med stor sorg, jeg erfarer at Jørn er gået bort. Det var altid en fornøjelse både at tale med ham, samt naturligvis at se hans flagrende hårlokker, når han trykkede den af, sammen med resten af SOS.
Jeg kommer til at savne dig til Tiger træf, og alle de andre træf hvor vi mødtes til en lille sludder, inden i skulle "på"

Håber du har det godt deroppe.

mvh
Soprano
CC Tigers Viborg


Skrevet af: Schleibiker Kappeln, 25/8 2007, 13:22
Mit Bedauern mußten wir beim Als treff hören das Jörn verstorben ist.seine Musik und seine gute laune wird uns fehlen.
R.I.P Jörn
Henning,Tina,Erich aus Kappeln Germany


Skrevet af: Tim Laursen, 3/9 2007, 14:13
Jeg spillede i en kort tid med jørn på fyn, han inspirerede mig til at fyre den af og helst fandens højt. Jeg sender her mine tanker til familien og til jørn som sikkert fyrer den af der hvor han nu er.
hilsen Tim


Skrevet af: Stella, 3/9 2007, 15:52
Hej vil bare lige sende jer alle en hilsen fra en af jeres trofaste fan :-) Var meget ked af at høre at Jørn er gået bort, men er glad for at i klør på igen med samme ånd som altid. Det var en kanon koncert i gav til Thy-træf i år, og selvfølgelig også til Lommeorgie hos Mjølner i Østerild og Koldby-træffet hvor i jo også spillede.
Træfsæsonen er desværre ved at ebbe ud for i år, men vi ses helt sikkert til næste år. Held og lykke til jer alle i bandet og den nye mand.

K/h Stella


Skrevet af: Ditte Mankof, 29/10 2007, 05:59
Tillykke med fødselsdagen, far


Skrevet af: Inge, 29/10 2007, 08:49
Hej gamle ven !
Alle mine tanker går til dig i dag, ville utrolig gerne have drukket en tår kaffe sammen med dig,
            TIL LYKKE JØRN !
 
                        svigermor


Skrevet af: Annika, 29/10 2007, 18:39
Hej min ven.

Normalt har jeg altid haft svært ved at huske din fødselsdag. Nu hvor du ikke er mere, var det det første jeg tænkte på da jeg vågnede i morges.

Det har været en underlig dag. Du har ikke rigtig ville komme ud af mine tanker. Da jeg var oppe og handle, glemte jeg at købe det halve af det der stod på sedlen. Og sådan har hele dagen været lidt underlig.

Tak fordi du lod mig være din ven.
Tak fordi du lod mig være din fortrolige.
Tak for telefonsamtalerne.

Hvor end du er, håber jeg at de i dag giver en god kop kaffe.

De kærliste tanker fra din svigerinde Annika.


Skrevet af: Stefan Jespersgaard, 31/10 2007, 16:18
Jørn var som de fleste ved min far, og aldrig i mit liv har jeg haft en større inspirationskilde end ham.

Han fik mig til at føle at rockmusikken var det man skulle leve for og bruge resten af sit liv på. Han fik altid et smil frem på mine læber når jeg så ham fyre den af på scenen og jeg tænkte at der ville jeg sku osse selv stå en da.

Jørn og mig delte glæden ved rockmusikken og jeg husker tydeligt tilbage på de dage hvor vi kunne sidde og høre en gamle LP plader i timevis og stadig bliv forundret over genialiteten i den dejlige musik.

Der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på Jørn.

Tak for det hele far, du vil at være hos mig når jeg går på scenen.

Stefan


Skrevet af: silas jespersgaard, 19/3 2010, 11:26
Jeg savner ham stadig kan ikke klare at han er væk nogle gange det er bare så tomt nogle gange

hvil i fred min elskede far


Skrevet af: seo, 23/12 2015, 10:59
awafsj@gmail.com


Skrevet af: seo plugin, 5/2 2016, 09:30
hqjnvr@gmail.com


Skrevet af: seo plugin, 20/2 2016, 09:34
swboqmpp@gmail.com


Skrevet af: seo, 1/3 2016, 02:12
zpdrtchpiha@gmail.com


Skrevet af: seo plugin, 12/3 2016, 14:10
nhiklkv@gmail.com


Skrevet af: seo plugin, 24/5 2016, 14:01
osnvoodzioi@gmail.com


Skrevet af: seo, 25/9 2016, 00:36
pvgqtwlgz@gmail.com


Skrevet af: Barnypok, 2/1 2017, 13:54
jfvynms4281rt@hotmail.com


Skrevet af: Barnypok, 2/1 2017, 13:55
jfvynms4281rt@hotmail.com


Du er velkommen til at skrive en hilsen til Jørn her
 © 2005-2019 SOS Sidst opdateret: 22-10-2007
Design: DPD A/S